For børn i Harzen

Pullman City – Amerikansk western by i Harzen

Nær Hasselfelde ligger byen Pullman City, der er bygget som en autentisk, amerikansk western by. Her møder du vestens vilde indianere, seje cowboys og store bisonokser.

I Pullman City kan du gå på saloon og høre country musik, købe en cowboyhat eller besøge en tipi. Byens støvede hovedgade overvåges af byens sherif, og motorstøjen er skiftet ud med lyden af hesteklove.

I Pullman City er der altid underholdning med western shows, live musik eller andre sjove events som line dance eller kvæg-weekend.

Du kan bo i Pullman City på byens hotel, der er indrettet som i det vilde vest.

Læs mere om western byen Pullman City.

Bliv minearbejder for en enkelt dag

Harzen er et skatkammer af mineraler og metaller, sølv, kobber og kul, jern og guld. Overalt står udtjente miner og gør Harzen lige så hullet som en svejtserost.

Flere af minerne kan du besøge - den største og ældste er Rammelsberg-minen i udkanten af Goslar. Her kan du med egne øjne se, hvordan jagten på ædle metaller har udviklet sig fra de første primitive miner, hvor arbejdere med livet som indsats hamrede sig vej ind i bjerget, til de mest moderne sprængningsmetoder.

Et lille bjergtog med en guide tager dig med helt ind i minen i bjerget. Et besøg her vil nok især vække begejstring hos børnene, da det er dem, der under turen får lov at lege, at de er minearbejdere. Iført beskyttelseshjelm og pandelampe skal de bl.a. føre et bor ind i klippevæggen og trykke på knappen, når der skal sprænges i minen.

Rammelsberg-minen rummer også et museum og en restaurant.

Rammelsberg-minen
Bergtal 19,
38640 Gosler

Harzen om efteråret

Efterår i Harzen
Efteråret er en formidabel flot årstid at rejse rundt i Harzen på, for da skifter de enorme skovklædte strækninger op ad bjergsiderne kulør fra grønt til gult, orange og brændende røde farver. Samtidigt er her langt færre turister end om sommeren, og priserne er derfor også ret attraktive om efteråret i Harzen. For vandrere er september og oktober gode måneder - det er uendelig smukt, vejret er ikke for varmt, og der er god plads på stierne.

Efterårets begivenheder i Harzen

  • 2. weekend i september holder Goslar en stor Altstadtfest.
  • Første weekend i oktober er der borgfest på middelalderborgen Burg Falkenstein i Selketal syd for Quedlinburg - med musik og optræden og mange gæster. Læs mere på www.burg-falkenstein.de.
  • I Hahnenklee er der Märchenfest - eventyrfest - med dukketeater og lege for børn. Den holdes i oktober, når byens børn holder efterårsferie, hvilket som regel er en uge før den danske efterårsferie.

St. Andreasberg for barnlige sjæle

Prøv en sommerslædebakke i Harzen

Hvad med en tur på sommerkælkebakken på Matthias Schmidt-bjerget i St. Andreasberg? Fra St. Andreasbjerg by kommer du let og bekvemt til vejrs med stolelift. Turen ned er godt en halv kilometer lang, og kælkebakken har et niveaufald på 130 meter, så det går hurtigt, men det er ikke farligere, end at børn kan godt være med.

Er du til leg i trætophøjde, så er naturlegepladsen Hochseilgarten i St. Andreasberg stedet. Her lærer du at bevæge dig rundt ad skrøbelige broer og finurlige fritsvævende klatrestier og tove.

Wernigerode slot

Wernigerode slot

Badet i lys svæver slottet alene i mørket, når natten falder på over Wernigerode. Men om dagen, når slottets porte åbner, har du en storslået udsigt heroppefra: over Wernigerode og over de skovklædte bjerge omkring byen.

På samme sted lå engang en middelalderborg, og når du træder ind i slottets gemakker, får ridderudstyr og malerier af drabelige slag illusionen om riddere og slumrende prinsesser til at hænge ved, ja, måske møder du endda en eventyrfe, der sidder og fortæller historier for børn og forældre.

Heksene på Bloksbjerg

Selv et barn ved, at Bloksbjerg er der, hvor heksene flyver hen Sankt Hans aften. Men vidste du også, at Bloksbjerg ligger i Harzen?

Bjerget hedder Brocken på tysk - og heksene kan du ikke undgå at møde. Om ikke andet er der altid nogle stykker til salg i souvenirbutikkerne på heksenes danseplads, Hexentanzplatz, i Thale.

Læs mere om Hexentanzplatz

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share