Toppen af Harzen

Udsigten lokkeri Harzen

Der er mange grunde til at besøge Harzen. De fleste af dem handler om at komme til tops, derop hvor udsigterne er. De er med i vores top 10 herunder. Men der er også andre måder at opleve Harzen på.

1 Udsigten

Det var udsigterne, der gjorde Harzen til det rejsemål, der stod øverst på ønskesedlen hos din oldemor. For dig er det måske mere interesseret at vide, hvordan du når til tops i Harzen. For selv om udsigterne i sig selv er flotte, så er den store udfordring vejen derop og ned igen - og måske synes du, den er sjovest, hvis du gør det lidt besværligt for dig selv. Du kan vandre, cykle, køre i bil eller tage toget til toppen. Du kan tage samme vej tilbage, men du kan også tage turen ned på kælk - selv om sommeren. Eller du kan tage mountainbiken med stoleliften op og suse ad stejle skovstier ned igen.

2 Kejserlige Goslar

Småt er godt i Goslar, Harzens hovedstad, svøbt i gevandter, der hører en anden tid og et andet tempo til. En lille by med knap 43.000 indbyggere, men en lang historie som kejsersæde i middelalderens Hellige Tysk-romerske Kejserrige. Mere end 1000 huse inde i den lillebitte bykerne er bygget før 1. Verdenskrig og 168 er fra tiden før 1550. Nede mellem husene kan du slentre rundt og shoppe i Weltklasse, stoppe op og bide toppen af et godt krus øl, sætte dig og lytte til springvandets plasken og nyde udsigten til bindingsværkshuse fra absolut gamle dage i et stykke Unesco verdenskulturarv, hvor alle andre end bilerne tager plads.

3 Bindingsværk

Skal det være bindingsværk, kan det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme østpå, over i det tidligere DDR, hvor der ikke var penge til noget som helst. Og slet ikke til at erstatte de smukke gamle huse med nye politisk korrekte lejekaserner. Til alt held for os. For nu står bindingsværkshusene der som et charmerende indslag i en rejse rundt i det gamle østland. Quedlinburg er nummer et, når det gælder bindingsværk som det så ud gennem adskillige århundreder. Også Wernigerode har en perlerække af velbevaret bindingsværk, hvoraf rådhuset er blevet et helt lille ikon i sig selv.

4 Vandreture

Vandrestøvler er et must for mange på ferie, og der er god brug for dem i Harzen. Stisystemet er veludbygget, men du kan sagtens få sved på panden og kigge dybt i afgrunden, hvis du er til udfordringer. Ikke mindre end fire forskellige vandreruter fører op til det 1141 m høje bjerg Brocken, det, vi i Danmark kalder Bloksbjerg, som er Harzens højeste punkt.

En af dem, den knap 100 km lange Harzer-Hexen-Stieg tværs over Harzen fra øst til vest er kåret som Tysklands smukkeste vandrerute. Og selv om mange par vandrestøvler hvert år finder frem til Harzen, er der aldrig flere, end du kan finde plads, fred og ro, hvis det er det, du ønsker.

5 Minearbejdet

Glück Auf, Lykke på turen. Minearbejdernes hilsen hænger ved, selv om Harzens miner er tømte. For alle her i Harzen støder et eller andet sted i slægtshistorien på en bjergmand, der hver dag måtte krybe ned i minen. Glück Auf, siger guiden også, inden han smækker døren i til det lille bjergtog, der kører gæster ind i bjerget, så du kan få en smagsprøve på det arbejdsmiljø, minearbejderne tilbragte hele arbejdsdage i. Oplev at være minearbejder light på en kort udflugt i historien.

6 På tværs af jerntæppet

Med et slag blev Harzen mere end dobbelt så stor, da muren faldt i 1989. Under hele den kolde krig gik grænsen ned gennem det landskab, der ellers så tydeligt er skabt i et stykke, men nu kan du zig-zagge på kryds og tværs igennem det. I det gamle DDR ligger Brocken, den højeste tinde på 1141 m. Derfor brugte DDR også toppen som udkigspost, når de ville vide mere om, hvad man havde gang i på den anden side af det jerntæppe, de selv havde hængt op mellem øst og vest. Og toppen er stadig en lyttepost, men nu er det mest vejret, man holder øje og øre med oppe på toppen.

7 For fuld damp gennem bjergene

Dampen står som små hvide skyer omkring lokomotivet fra Harzer Schmalspurbahn på Drei Annen Hohne Banegård. Om lidt, når vognene er stopfyldte med forventningsfulde passagerer, skifter skorstensrøgen til blygråt, når turen op gennem skovene bliver anstrengende. For toget. For passagererne er turen en let og populær vej til bjergtoppen Brocken og rundt i Harzen. Den lille Brocken-Bahn er et stykke jernbanenostalgi fra før DDR-tiden, på samme måde som Harzquerbahn mellem Wernigerode og Nordhausen og den romantiske Selketalbahn mellem Quedlinburg/Gernrode og Hasselfelde.

8 Okerdalen

Stejle klipper står næsten lodret op omkring den smukke dal, hvor den kåde Okerflod hopper af sted. Længere inde i dalen lukkede vandet sig i 1950'erne over landsbyerne Unter- og Mittelschulenberg, da dæmningen Okertalsperre blev taget i brug. Dermed opstod den store kunstige sø Okerstausee, der er blevet et udflugtsmål for vandrere.

Forinden var indbyggerne dog blevet flyttet til en ny by, Schulenberg, der nu er centrum for klatring og windsurfing. Og hver dag standser folk op og studerer det vældige dæmningsbyggeri. Eller tager på udflugt på søen, som bruges som drikkevandsreservoir og fodrer et vandkraftværk med energi.

9 Heksene på Bloksbjerg

Uanset om du tror du på hekse eller ej, er risikoen for at møde en i Harzen stor. Hvert år til Valborgsaften - aftenen før 1. maj - flyver de berygtede væsner ifølge tysk folketro til Bloksbjerg (Brocken) for at te sig sammen med Djævelen i en ugudelig heksesabbat. Hekse på hårde kosteskafter, hekse med lange knortede næser og hekse med strittende manker og spidse hatte er ganske vist blevet forvist fra Brocken til Thales heksedanseplads, men her sætter de ordentlig fut i festen med livemusik, øl og mad og lokker hekse og festglade mennesker ud af vinterskjulet på den første sommernat.

10 Harz Card

Harz Card er en spritny opfindelse, der giver dig store rabatter eller fri adgang til kronjuvelerne blandt Harzens attraktioner: ensomme klostre og gamle ridderborge, store museumsoplevelser og herlige badelande, ture med dampdrevne bjergtog og svævende gondoler til tyste bjergtoppe.

Du kan købe et kort, der gælder i 48 timer, fra du bruger det første gang, eller du kan købe et firedages-kort, hvor du selv bestemmer, hvilke fire dage i løbet af året du vil bruge det. Harz Card findes i en voksen- og en børnepris. I 2008 er prisen henholdsvis 27 og 17 € for et 48-timers kort og 45 og 25 €.

Skriv en kommentar

Vises ikke offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <img> <br> <p> <table> <th> <tr> <td>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Hjælp til formatering

Abonnér på feed Bookmark and Share